Hip, cool og med kant – byvandring på Indre Vesterbro
Tag på en privat guidet tur gennem Indre Vesterbro, og få en buket gode fortællinger fra det gamle arbejderkvarters brogede fortid og mere strømlinede nutid.
Industrialiseringen buldrede af sted i slutningen af 1800-tallet, og mange håbefulde landarbejdere kom til Hovedstaden med firetoget – og med drømmen om et bedre liv i bagagen. Men for mange forblev drømmen en drøm. De slog sig ned i de små og usle boliger på Vesterbro, der blev et folkerigt og fattigt arbejderkvarter.
Oplev sporene af det gamle Vesterbro – uden rotter og uhumskhed
”Overbefolkede lejligheder, skilsmisser, dårlige nerver, strid og spektakel.” Sådan beskrev en frustreret kvinde i starten af 1950’erne sit nabolag, som også vrimlede med rotter og uhumskhed. Meget er sket siden. Ikke mindst 1990’ernes kæmpestore byfornyelse, som for altid forvandlede Vesterbro. På denne private guidede tur gennem nutidens Vesterbro kigger vi også på sporene af det gamle Vesterbro, og du hører om dansebuler og bz’ere, 2. verdenskrig og gadekunst, korridorlejligheder og kirker og en hel del mere.
Fotos fra turen – klik på billederne for at se dem i større format
Selv om dele af Vesterbro nu er hipt og smart, har bydelen stadig kant og mange forskellige ansigter. Det er her, du finder hjemløse, prostituerende og sociale hjælpearbejdere lige rundt om hjørnet fra trendy cafeer og butikker. Kødbyen med både stofindtagelsesrum og pulserende natteliv er et godt eksempel – den guidede tur smutter selvfølgelig også gennem Kødbyen.
Få Indre Vesterbros brogede historie på en privat byvandring
Vesterbro er stenbro – og den bydel i København, som har færrest grønne områder. Byvandringen tager dig til et af de få grønne åndehuller: Skydebanehaven. Hør om, hvordan de fornemme – og skydeglade – københavnere, både kongelige, adelige og borgere, anlagde skydebane herude … så de kunne skyde papegøjen.
Få også beretningen om thyboen Otto Krabbe, der rejste til hovedstaden for at studere teologi og blev en ivrig debattør og kritiker af den offentlig indsats på det sociale område. Han blev formand for Settlementbevægelsen, der stadig hjælper mange af Vesterbros udsatte beboere.
Undervejs på den guidede Vesterbro-tur kommer du også ned ad Abel Cathrines Gade og får historien om royal hævn med forsinkelse. Og selvfølgelig får du fortællingen om, hvordan Vesterbro blev et hotspot for sexturister og andre nysgerrige, dengang Danmark som det første land i verden frigav billedpornoen. Ses vi til byvandring på Vesterbro?
Det skal du vide
- Startsted: Ved Hovedbanegårdens bagindgang, Reventlowsgade 7, 1577 København V. Find startsted på kort
- Slutsted: Vesterbros Torv
- Tidspunkt: Fleksibel (hør om mulighederne på booking@slowtourscopenhagen.dk – udelukkende private ture)
- Varighed: ca. 2 timer
- Turlængde: ca. 2,5 km
- Hip, cool og med kant – byvandring på Indre Vesterbro bliver guidet på dansk. Kontakt info@slowtourscopenhagen.dk, hvis I ønsker turen på engelsk.
Vil du opleve Hip, cool og med kant – byvandring på Indre Vesterbro? Book din private tur her
BEMÆRK. Efter ønske kan turen varieres med andet start- og slutsted.
Det er inkluderet
- Guidning og planlægning
- Min assistance som jeres personlige guide.
Husk også
- at tage gode gåsko på
- at byvandringen ikke egner sig for gangbesværede
- at turen afvikles, ligegyldigt hvordan vejret er.
Vil du opleve Hip, cool og med kant – byvandring på Indre Vesterbro? Book din private tur her

